Slut med personas - Design til mennesker

At designe med mantraet om at have brugeren i centrum er ikke en ny ting og virksomheder står i kø for at fortælle at de bedriver user-centered design. Det virker dog til at user-centered kan gradbøjes, hvilket komplicerer billedet en del. Er en designprocess user-centered hvis det baseres på Google Analytics? En persona “nogen” engang har skrevet? 10 interviews? 10 observationer? Det gælder måske nok for alle ovenstående at det hører under begrebet user-centered, men jagten på “den generelle bruger” risikerer at tage det unikke og særligt værdifulde ud af den tiltænkte løsning.

Baggrunden for overhovedet at være user-centered er at sikre sig at mennesker har behovet for den tiltænkte løsning, da brugerens accept bestemmer designets succes. Problemet opstår når designet, i forsøget på at ramme så bred en brugerskare som muligt, bliver for generisk.

Ægte design thinking med en empatisk tilgang kræver, at man tager sig tid til at sætte sig ind i det enkelte menneskes behov. Unikke brugerindsigter skaber unikke muligheder for innovative designs. Designerens adgang til den personlige beretning giver en grundigere forståelse af et problem eller et behov, og danner dermed grundlag for de unikke brugerindsigter. Frygten for at tage udgangspunkt i det specifikke skyldes måske at man ikke ønsker at designe til en niche og en lille gruppe mennesker. Dette kan dog afhjælpes ved efterfølgende at undersøge i stor skala med kvantitative undersøgelser. Groft set fortæller kvantitative studier os hvad der sker, og kvalitative fortæller os hvorfor det sker. En kombination af dette skaber hvad IDEO kalder for hybrid insights.

  Prototyping for empathy. Blake og jeg prøver at give bleer væk med en i historie i bleerne. Vil det mon give forældre noget at snakke med deres børn om, når de skifter ble? Og mangler de overhovedet noget at snakke om?

Prototyping for empathy. Blake og jeg prøver at give bleer væk med en i historie i bleerne. Vil det mon give forældre noget at snakke med deres børn om, når de skifter ble? Og mangler de overhovedet noget at snakke om?

Kontakten til slutbrugeren minder os om at vi designer til rigtige mennesker og at vi igennem designet får en indvirkning på rigtige menneskers liv. Det er for os i Empati den sande natur af at være user-centered.

- Mikkel Krogh Sørensen
Posted on July 27, 2015 .